SÅDAN STILLER DU OP TIL VALGET

Af Jesper Ottosen, Mie Flyttov, Signe Kjær Lindboe, 17/10/17

... I 2021. For i år var sidste frist for opstilling den 9. oktober. Det betyder, at du har 1.449 dage til at forberede dig, hvis du vil stille op til næste kommunalvalg.

Hvis du vil stille op til kommunalvalget, er der nogle særlige spilleregler, du skal være opmærksom på.

Først og fremmest skal du være valgbar. Det vil sige, at du skal være fyldt 18 år på valgdagen den 16. november 2021. Du skal desuden have fast bopæl i den kommune, du har tænkt dig at stille op i. Derudover er det en forudsætning, at du er dansk statsborger eller har statsborgerskab i et andet EU-land, eller som minimum har boet i Danmark i tre år.

Godt så. Du kan efterleve ovenstående krav – og hvad så nu?

Nu er der tre muligheder:

Der er nemlig tre måder, du kan blive opstillet til kommunalvalget: 1) Gennem et politisk parti: Langt de fleste kandidater stiller op via partierne på partilister. 2) På en borgerliste:
Det er også muligt at opstille gennem en såkaldt parti-neutral borgerliste. Disse lister bliver typisk dannet af borgere, som går til valg på at ændre et specifikt forhold i kommunen. 3) Ved at stille op alene: Du kan også bare stille op alene ved at lave en kandidatliste med kun dit navn.

For at få godkendt din kandidatliste skal du have minimum 25 borgere i din kommune til at skrive under på, at de ønsker, du stiller op. I store byer kræves flere underskrifter. På Fyn gælder det for Odense, hvor du skal indsamle minimum 50 underskrifter.

Kandidatlisten med underskrifter skal indleveres til formanden for valgbestyrelsen i din kommune senest 43 dage inden valget. Altså senest den 4. oktober 2021. Det er din kommune, der godkender kandidatlisten, og få uger inden valget får du en godkendt kandidatliste.

Hvis du ønsker at oprette en liste, der skal stille op til et kommunalvalg, skal navnet ikke godkendes. Det vil sige, at der er frit valg på alle hylder. Så hvad med #Yololisten? Eller #Detsidstehåb? Alt er muligt.

Du behøver ikke bekymre dig om dit partibogstav. Det er nemlig Økonomi- og Indenrigsministeriet, der bestemmer dét.

Nu skal du i gang! Find din bedste selfie frem. For i slutningen af oktober 2021 kan du hænge valgplakater op i din kommune. Og husk lige, at det er dit ansvar, at plakaterne kommer ned igen efter valget.

Godt valg!


Alle rettigheder til indholdet tilhører DR Danmark, TV 2 Nyhederne, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, TV 2/Fyn, P4 Fyn og Syddansk Universitet i fællesskab. Ved fejl eller mangler i indhold, skal du rette henvendelse til personen, der har produceret indholdet. Derefter er du velkommen til at kontakte redaktør Rikke Bekker. stemrne.dk sætter ingen cookies og indsamler ikke statistik om brugerne.