23-årige rammer bunden i stemmestatistik

Unge er for dovne til at deltage i demokratiet. Nej siger, Sara Bovin. Det er politikerne, der glemmer at lytte.

Af Kristina Lund Jørgensen, 16/11/17

De gider ikke stemme, de er dovne, forkælede og uselvstændige.

Fordomme ryger på bordet, når snak falder på unge mellem 18 og 25 år, der ikke stemmer til kommunalvalget. Ved det seneste valg var det cirka halvdelen af de fynske unge i aldersgruppen, der gik i stemmeboksen. Og stemmeprocenten blandt de 23-årige ramte bunden bl.a. Middelfart og Kerteminde, hvor 41 og 43 procent af de 23-årige stemte.

Sara Bovin vil gerne feje de fordomme af bordet. Hun er vært på radioprogrammet Tværs, hvor unge ringer ind og får hjælp til at løse problemer, de bakser med. Derfor kender hun den generation af unge, der skal stemme lige nu særdeles godt.

- Unge er ikke forkælede. Der er en generation lige nu, som er pligtpfyldende som aldrig før. De gør præcis, hvad samfundet forventer af dem. Klarer sig godt i skolen, tager en uddannelse på rekordtid og får et fuldtidsarbejde. De har så lidt tid til at finde ud af, hvem de er som mennesker, og der er ikke tid til at være ung. Flere bliver også stressede, siger hun.

Sara Bovin og P3 hos Danmarks Radio har netop stået bag en kampagne, hvor unge i hele landet har hjulpet dem med at skrive en liste til politikerne over, hvad de ønsker sig for at få et bedre ungeliv.

- Søren Pind fik deres løsningforslag, der bla.a. handlede om at skrue ned for karaktersnak og droppe krav om fremdrift. Han lyttede bare ikke til dem, der strak armen ud. Han snakkede i stedet om at hæve det faglige niveau på universiteterne. Politikerne snakker også om, at de unge har muligheder som aldrig nogensiden før. Det er udtryk for arrogance. Og når det sker, opgiver de unge, siger hun.

Derfor får politikerne en lille opsang af Sara Bovin. De skal tale med de unge, og de skal lytte til dem.

- Der er et kæmpe savn i forhold til at at være en del af et fællesskab. Inviter dem dog inden for og vi, at I vil dem.

Og så skal unge stemme på trods af, at de ind imellem føler sig ladt i stikken af de voksne.

Flere unge i stemmeboksen = demokrati

Ja! Kampagner, som den valgmediet STEM’RNE fører, kan få flere unge til at stemme. Og ja! Det påvirker valgresultatet. Det kaldes demokrati, siger valgforsker.


Alle rettigheder til indholdet tilhører DR Danmark, TV 2 Nyhederne, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, TV 2/Fyn, P4 Fyn og Syddansk Universitet i fællesskab. Ved fejl eller mangler i indhold, skal du rette henvendelse til personen, der har produceret indholdet. Derefter er du velkommen til at kontakte redaktør Rikke Bekker. stemrne.dk anvender Google Analytics til statistik. Hvis du installerer et plugin i din browser, bliver du undtaget fra dataindsamling.